Teknisk sikkerhedsrådgiver til Center for Cybersikkerhed

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du en teknisk baggrund, som fx system/netværksadministrator, og et ønske om at bringe din viden i spil i arbejdet med at øge cybersikkerheden i Danmark, så vil vi gerne høre fra dig.
Rådgivningsafdelingen søger sikkerhedsrådgivere med en solid forståelse for teknik og en passion for cybersikkerhed til at rådgive statslige myndigheder og virksomheder, der indgår i Danmarks kritiske it-infrastruktur.

Om opgaverne
Vores rådgivning bygger på best practice, internationale standarder og vores efterretningsbaserede viden om trusler, aktører og hændelser. Vi rådgiver oftest inden for risikostyring, beredskab, leverandørstyring og teknik, og du vil få dygtige kolleger med vidt forskellige baggrunde og fagspecialer.
Du bidrager primært med din tekniske viden og erfaring inden for design, implementering og administration af sikkerhed i it-infrastruktur og systemer, men er også nysgerrig på andre discipliner.
Rådgivningsopgaverne løser vi i mindre teams sammensat ud fra opgavens karakter og vores respektive erfaring og faglighed. Dine opgaver vil bl.a. bestå i at:
• Rådgive kunder om sikkerhedstiltag der kan forebygge it-sikkerhedshændelser
• Omsætte viden fra efterretningskilder, hændelser og viden om aktuelle angrebsvinkler til gode råd
• Vejlede myndigheder og virksomheder der har været udsat for it-sikkerhedshændelser
• Samarbejde med kolleger fra andre afdelinger i en koordineret kundeindsats
• Deltage i vidensfora, arbejdsgrupper og workshops
• Bistå med din faglighed i udviklingen af CFCS skriftlige produkter
Opgaverne løses i Danmark, men rejseaktivitet kan forekomme i forbindelse med kurser og konferencer.

Om dig
Fagligt har du muligvis en solid teoretisk og praktisk baggrund indenfor cyber- og informationssikkerhed, eller det kan være du har længere erfaring med it-infrastrukturdrift i en større virksomhed/myndighed og et ønske om yderligere specialisering inden for cybersikkerhed.
Det er vigtigt for dig at holde dine faglige kompetencer ved lige, og du følger aktivt med i, hvad der rør sig inden for feltet. Du har interesse i at sikre din faglige udvikling gennem uddannelse, kurser og konferencer.
Endelig er du kundeorienteret, omstillingsparat og i stand til både at arbejde selvstændigt og sammen med gode kolleger, afhængigt af opgavens karakter.

Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed. Sammen arbejder vi for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed.

FE arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. FE arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister, og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation. Vi har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle, er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

FE’s Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.


Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Du vil, afhængig af din erfaring, blive ansat som enten fuldmægtig eller specialkonsulent. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler.

Som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.


Tiltrædelse
Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest den 1. november.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning, CV og relevant uddannelsesdokumentation via stillingsopslaget senest den 9. august.

Samtaler gennemføres løbende.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Nærmere oplysning om stillingen kan fås ved henvendelse til den lokale HR-partner på mailadressen fe-4584@fe-ddis.dk. Skriv ”Teknisk sikkerhedsrådgiver til Center for Cybersikkerhed” i emnefeltet.

Du kan også læse mere på http://fe-ddis.dk/, hvor du blandt andet finder vores beretning, ”UDSYN”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Du kan også læse mere om Rådgivningens arbejdsområder på: https://cfcs.dk/da/forebyggelse.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170254&DepartmentId=8076&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5859808

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet