Bagsværd Kirke søndag den 6. oktober k. 15.00
Medvirkende: Koncertforeningens Kor, dirigent Leon Reimer, sopransolist Jihye Kim. Koret bliver akkompagneret af Jørgen Ellegård Frederiksen på orgel og Julie Tandrup Kock på cello.
Billetter ved indgangen, 100 kr. Eller via Place2book her. (Bagsværd) og her (Mørdrup)
Program: John Rutter: Requiem for kor, orgel og solocello og John Tavener: Svyati, for kor, orgel og solocello. Derudover a capella-musik fra Storbritannien: Samuel Coleridge-Taylor, Requiescat, Charles Stanford, It is not the Tear, Arthur Sullivan, The Long Day Closes
John Rutter (f. 1945) er en kendt engelsk komponist og dirigent, og hans Requiem fra 1985 er blevet en moderne klassiker, der bliver opført verden over. Requiem består af 7 satser og baserer sig på Rutters personlige udvalg af tekster på engelsk og latin om liv og død taget fra den katolske liturgi, Davids Salmer og udvalg fra the Burial Service, 1662 Book of Common Prayers. Requiem er fuld af smukke melodier og spændende rytmer og harmonier og er ikke for ingenting blevet et stort korhit.
Ud over Requiem er John Taveners (1944-2013) smukke Svyati (1995) samt et antal a capella-satser af kendte, senromantiske komponister fra Storbritannien på programmet; også her er hovedtemaet liv og død.
Om dirigenten: Leon Reimer er musikuddannet i Skotland (University of Glasgow), hvor han har arbejdet med orkester- og kordirektion i en årrække. Han kom til Danmark i 2022 og blev i 2023 optaget i dirigentklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Foruden Koncertforeningens Kor dirigerer Leon også kammerkoret Laetitia Musica og Gråbrødre Kammerkor. Mere om Leon Reimer på hans hjemmeside: leonreimer.com
Om cellisten: Julie Tandrup Kock er uddannet i USA, Schweiz, Italien og Danmark. Efter sine kandidatstudier blev hun optaget på både solistklassen herhjemme og den prestigefyldte solistlinje, Post Formazione i Lugano, Schweiz. I 2013 afsluttede hun solistklassen med en særdeles rost debutkoncert.
Om sopranen: Jihye Kim er født i Daegu (SydKorea) og dimitterede i sang fra Ewha Woman’s University i Seoul i 2004. Hun specialiserede sig yderligere i sang ved Seoul National University i 2006 og ved
Musikkonservatoriet Saint Cecilia i Rom i 2008. Hun har vundet adskillige priser og har optrådt vidt og bredt i Italien og Korea ikke mindst med italienske, franske og tyske Belcanto-roller. I 2013 flyttede hun til Tyskland, hvor hun sang som assistent ved Rias Kammerchor og Rundfunkchor i Berlin samt ved Rundfunkchor i Leipzig. Siden 2015 har hun været ansat som sopran af DR Vokalensemblet og har siden 2022 også sunget som sopran i Vor Frelser Kirkes ensemble.
Om organisten: Jørgen Ellegård Frederiksen har siden 2003 været organist ved Bagsværd Kirke. Uddannet som pianist, hørelærepædagog og organist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertvirksomhed som solist og kammermusiker på såvel orgel som klaver. CD-indspilninger med J.S. Bach, Leif Kayser og Wagner.
Koncerten varer ca. en time.