Pædagog til aflastningen Jacobshøj

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Genopslag

Går du glad hjem fra arbejde, når dine opgaver er blevet løst med faglig kvalitet og i godt samarbejde med dine kollegaer?
Har du lyst til at gøre en forskel for voksne borgere med handicaps ved hjælp af pædagogisk relationsarbejde?
Og vil du være en del af et stærkt fagligt team i et aflastningstilbud?

Så har vi jobbet til dig. Stillingen er på 30 timer om ugen.

Vi brænder for faglighed, etik, beboernes medbestemmelse i eget liv, samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Et godt arbejdsmiljø er noget, vi skaber sammen som kollegaer. På Jacobshøj har vi god humor og god tone. Vi har en faglig og personlig respekt for hinanden og hinandens forskelligheder, og vi støtter hinanden i det daglige arbejde. Vi er en arbejdsplads, der har både store og små udfordringer, men vi løser det i fællesskab og i en fælles forståelse.

Aflastningstillbuddet – ikke to dage er ens
Aflastningen er en del af botilbuddet Jacobshøj med 10 aflastningspladser for borgere i aldersgruppen 18-70 år med udviklingshæmning, multiple funktionsnedsættelser og i nogle tilfælde psykiatriske diagnoser. Her er der brug for omfattende pædagogisk støtte og guidning, omsorg, pleje og aktiviteter med henblik på et selvstændigt liv.

Aflastningen er et tilbud til pårørende med hjemmeboende voksne, der har udviklingshæmning. De hjemmeboende voksne kan komme i aflastning i en kortere eller længere periode. Der kommer 60 voksne borgere i en årlig turnus på hhv. 90, 45 og 24 dage. Som medarbejder i aflastningen vil du opleve, at ikke to dage er ens, da sammensætningen og antallet af borgere er forskelligt fra dag til dag. Du skal derfor trives med at omstille dig i mødet med den enkelte borger og være god til at aflæse og møde den enkeltes behov.

Alle borgere i aflastningen har udviklingshæmning i mild til svær grad og multiple funktionsnedsættelser. Vi støtter borgerne i alle daglige gøremål, herunder pleje, kommunikation, socialt samvær og aktiviteter. Dette sker altid med udgangspunkt i deres individuelle behov med fokus på, at den enkelte borger opnår størst mulig selvstændighed i eget liv.

Borgerne kommer om eftermiddagen og tager af sted til dagtilbud næste morgen. I weekenderne og på helligdage er de her hele døgnet, hvor alle aktiviteter primært er koncentreret om socialt samvær, relationsarbejde, ture ud af huset, personlig pleje, og hvad der ellers hører til det at holde weekend. Når borgerne er i aflastningen, kaldes de gæster.

En typisk arbejdsdag i aflastningen ser således ud

Dagvagt
Du møder kl. 06.30, hvor du i samarbejde med nattevagten og en kollega sørger for, at gæsterne kommer op og i tøjet, herefter er der morgenmad og deres tasker skal pakkes m.m. Nogle gæster skal hjem efter dagtilbud, andre kommer tilbage om eftermiddagen.
Kl. 07-09.00 på hverdage afhentes gæsten og køres til dagtilbuddet/skolen.
Kl. 09-14.00 skal der gøres klar til nye gæster og ordnes praktiske gøremål. Herudover er der fokus på dokumentation, pårørendesamarbejde og samarbejde med eksterne og interne fagpersoner.

Aftenvagt
På en aftenvagt møder du mellem kl. 14-15.00, herefter ankommer gæsterne, og de bliver indlogeret på deres værelser. For nye gæster skal der pakkes ud og gøres klar med de ting, der er vigtige for, at de får et godt ophold. Eftermiddagen er til afslapning og socialt samvær med eventuelle aktiviteter.
Kl. 17.00 ankommer aftensmaden, der leveres fra Colouir, og der spises sammen i fællesstuen. Efter aftensmad er der individuelle aftenrutiner, der skal udføres som personlig pleje, medicin, klargøring til næste dag m.m. Der skal dokumenteres, inden man går hjem, og der overleveres til nattevagten kl. 22.45.

Faglighed og samarbejde
Beboerne/gæsterne på alle tre etager har udviklingshæmning i middel til svær grad og multiple funktionsnedsættelser. Vi støtter beboerne i alle daglige gøremål, herunder pleje, kommunikation, socialt samvær og aktiviteter. Dette sker altid med udgangspunkt i deres individuelle behov med fokus på, at den enkelte beboer opnår størst mulig selvstændighed i eget liv.

Vi arbejder ud fra en fælles forståelse af det professionelle og tværfaglige samarbejde, hvor alle er ansat til at levere lige dele faglighed og samarbejde. Det betyder, at ingen kun er ansat til at levere egen faglighed, men man skal kunne samarbejde og kommunikere med alle, for det er i det samarbejde, vi sikrer de bedste vilkår for beboerne. Vi er hinandens forudsætninger for en høj faglig tilgang.

Borgernes trivsel er vores centrale omdrejningspunkt. Det pædagogiske arbejde planlægges ud fra en reflekterende faglig tilgang med fokus på den enkelte borgers ønsker, ressourcer og behov. Vores teoretiske referenceramme er neuropædagogikken. På baggrund af pædagogiske observationer går vi bag om borgerens adfærd og søger at forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise netop denne adfærd.

Vi søger dig, der vil medvirke til at realisere vores vision om at tilbyde et meningsfyldt hverdagsliv med fokus på individuel udvikling, kvalitet og nærhed.

Kollega i aflastningen fortæller
'Mit arbejde på aflastningen bringer mig en masse glæde. Her er man omgivet af de skønneste gæster, der hver især er unikke og har deres særlige udfordringer. Man skal dagligt forholde sig til nye gæster og sammensætninger, og jeg nyder, at dagene ikke er ens. Det faglige aspekt i jobbet bliver kontinuerligt udfordret på den positive måde. Den neuroaffektive udviklingspsykologiske tilgang giver så meget mening i disse rammer, og mine kolleger er enten uddannet eller er i gang med at uddanne sig, hvilket gør, at vi har en fælles forståelsesramme for mennesker og deres ageren samt mulighed for at sparre og reflektere kollegialt med hinanden. Vekselvirkningen mellem praktisk og administrativt arbejde er endvidere medvirkende til, at dagene ikke er ensartet, men derimod levende og spændende. Nyder du, ligesom mig, et arbejde med skønne mennesker og faglige udfordringer i en foranderlig dagligdag, så ses vi måske snart'.

Vores nye kollega
Er du nyuddannet, motiveret og har nysgerrigheden til at arbejde indenfor området, eller har du erfaring indenfor området og erfaring med at arbejde på et botilbud og/eller aflastningstilbud, så er du velkommen som ny kollega. Det vigtigste er, at du trives med og motiveres til at bidrage med dine kompetencer og for at arbejde relationelt og fagligt med målgruppen. Du har et godt blik for, hvordan dine pædagogiske kompetencer kommer i spil, når du har med borgere at gøre, som har væsentlige funktionsnedsættelser og komplekse behov.

Vi lægger vægt på professionalitet, ansvarlighed, humor og kollegial omsorg, da det er i det fællesskab, vi udvikler vores arbejdsplads.

Vi søger dig, der

  • er uddannet pædagog eller har en anden relevant uddannelse og har en høj pædagogisk faglighed, som du formår at bringe i spil både i arbejdet med borgeren og på vores personalemøder, hvor refleksion er en del af vores pædagogiske arbejde
  • trives i et miljø, hvor rutiner samt tydelig og målrettet kommunikation er en del af den pædagogiske praksis, og du er god til at skabe struktur og trygge rammer, så borgerne mødes af ro og stabilitet
  • er ansvarsbevidst, nærværende, stabil og positiv i din tilgang til borgere og kollegaer
  • kan støtte og hjælpe nogle af vores beboere i personlig pleje
  • kan dokumentere den daglige indsats og ser dette som en integreret del af din faglighed
  • værdsætter at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor samarbejdet om kerneopgaven har førsteprioritet og ønsker at bidrage til en professionel faglig kultur og videndeling
  • har gode samarbejdsevner og sætter pris på at arbejde tværfagligt og bidrager til det kollegiale fællesskab med god energi og humor
Hos os får du

  • et meningsfuldt arbejde, hvor du bidrager til livskvalitet for vores borgere
  • grundig oplæring og introforløb
  • løbende kompetenceudvikling ved interne og eksterne kurser herunder et modul i neuropædagogik på diplomniveau og undervisning i dokumentation, medicinhåndtering, konflikthåndtering m.m.
  • et moderne bo- og aflastningstilbud med alle de nødvendige hjælpemidler
  • dygtige og engagerede kollegaer med forskellige faglige baggrunde
  • tillidsbaseret ledelse med fokus på faglighed, trivsel og arbejdsmiljø
  • en arbejdsplads med mulighed for indflydelse og ansvar
Jacobshøj er en del af Center for Omsorg og Specialpædagogik (COS), der er et stort center forankret i Socialforvaltningen i Københavns Kommune med otte botilbud for omkring 300 borgere. Centret rummer også specialfysioterapi, svømmehal og enkelte dagtilbud. Få indblik i vores tilbud, værdier og alsidige arbejde i COS i følgende video og magasin og læs mere om vores forskellige tilbud på www.cossof.kk.dk.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og Ny Løn. Tiltrædelse hurtigst muligt. Arbejdstiden er skiftende og ligger i tidsrummet kl. 06.30-23.00 fordelt på morgen-, aften- og weekendvagter. Du arbejder hver anden weekend og på helligdage. Vi indhenter reference og straffeattest forud for ansættelsen.

Mere information
Vi sætter stor pris på, at du kontakter os for at høre mere om stillingen. Du kan ringe til botilbudsleder Kenneth Oxenbøll på 2126 5733, afdelingsleder på botilbuddet Jan Soloy på 2479 4325 eller afdelingsleder på aflastningen Susanne Heibøll på 2118 3736. Vi træffes mellem kl. 09-15.00 på hverdage.

Søg via linket senest mandag den 3. juli 2023

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: deltid

-Arbejdsgiver:

Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=192810&DepartmentId=22813&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5855542

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet