Initiativrig fuldmægtig med overblik og gode samarbejdsevner til Team Planlægning på Københavns Rådhus

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du arbejde med byudvikling og borgerdialog i København? Vil du være en del af et engageret team og et fagligt miljø, hvor vi har ansvaret for Københavns kommende kommuneplanstrategi og kommuneplan? Er du god til projektledelse, samarbejde, involvering og facilitering? Så er du måske den helt rigtige til den stilling, vi har ledig i Center for Byudvikling i Økonomiforvaltningen.

Vi søger en medarbejder til en midlertidig stilling (2,5 års projektansættelse som fuldmægtig), som især kan indgå i arbejdet med borgerdialog og offentlig høring af Københavns nye Kommuneplanstrategi 2023 og den kommende Kommuneplan 2024.

Din rolle i Københavns Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024
Københavns Kommune skal hvert fjerde år beslutte en ny strategisk retning for byens fysiske byudvikling. Heri indgår mål for Københavns udvikling og et oplæg til debat om de dilemmaer og muligheder, vi som by står overfor i de kommende år. Læs mere om proces, indhold og udkast til Kommuneplanstrategi 2023 på https://kps23.kk.dk

Vi er nu så langt i processen, at vi har udarbejdet et udkast til en strategi, som skal i offentlig høring. I den proces skal vi i første omgang sørge for, at der bliver afviklet en række arrangementer og høringsmøder, hvor borgere, erhvervsliv, civilsamfund mv. har mulighed for at deltage. Efterfølgende skal resultaterne af høringen afrapporteres til Københavns Borgerrepræsentation.

Din rolle vil være:

  • At deltage på møderne i den offentlige høring og sikre, at der bliver samlet op på resultaterne.
  • At sørge for at høringssvar fra den offentlige høring bliver afrapporteret i en hvidbog, hvori resumeer af de indkomne svar fremgår samt forvaltningens vurdering af indholdet.
Når kommuneplanstrategien er blevet politisk godkendt, vil arbejdet med en ny kommuneplan gå i gang i 2024. Her vil der i første omgang være en vigtig opgave i, at beslutningerne fra kommuneplanstrategien bliver omsat til forslag til ny regulering og retning i Kommuneplan 2024. Din rolle vil være:

  • At bistå med den interne såvel som den offentlige høring af kommuneplanen.
  • At drive dialog- og involveringsproces med inddragelse af eksterne aktører og evt. ved konsulentbistand.
Udover de beskrevne opgaver ovenfor, som vil være de primære i din rolle kan du forvente, at der løbende opstår nye opgaver i processen. Derfor vil der udover ovenstående være en mulighed for at arbejde bredt med opgaver inden for byudvikling.

Om dig
Vi forventer, at du er nyuddannet eller har ganske kort erfaring bag dig fra en lignende stilling. Det vigtigste er, at du er initiativrig, har handlekraft, arbejder struktureret og både trives med at arbejde selvstændigt og i teams. Du får et arbejdsfællesskab, hvor du har mange bolde i luften, og du skal gerne få energi af at arbejde med et projekt, hvor der er stor opmærksomhed. Det er også vores forventning, at du har gode kommunikationsevner – både i tale og på skrift.

Du vil få en bred samarbejdsflade med mange forskellige interessenter på tværs af kommunen. Derfor er det afgørende, at du har gode samarbejdsevner.

Vi lægger vægt på, at du

  • har erfaring med og/eller interesse for Københavns byudvikling.
  • har erfaring med planlægning og facilitering af workshops, dialogmøder, inddragelse, konferencer mv.
  • har lyst til at arbejde som generalist i en politisk ledet organisation.
  • kan lide at arbejde selvstændigt og trives med selv at være med til at definere, hvad der skal til for at nå et mål.
  • kan bevare det gode humør og overblikket – også i en travl hverdag.
  • har en relevant akademisk uddannelse.
Hvem er vi?
I Center for Byudvikling arbejder vi med kommunens helt overordnede udvikling – blandt andet byens boligpolitik, planlægning af bus- og metrolinjer, kriminalitetsforebyggelse og store byudviklingsprojekter som for eksempel udvikling af Jernbanebyen og Nordhavn. Centret består af fem teams, og den ledige stilling er i Team Planlægning.

Vi kan tilbyde en hverdag, hvor du sammen med engagerede kolleger kan gøre en forskel for udviklingen af København, hvor vi varetager nogle af de største byudviklingsprojekter i Danmark. Vi er et team på ca. 20 medarbejdere med mange opgaver og en bred faglighed, der spænder fra arkitekter, ingeniører og geografer til økonomer og antropologer. Det er en forudsætning for arbejdet, at vi hjælper hinanden. Derfor lægger vi også stor vægt på godt kollegaskab, en fleksibel og omstillingsparat arbejdsform og en uformel omgangstone.

Sammen med resten af Team Planlægning vil du skulle arbejde for at indfri de mål, som Borgerrepræsentationen med Kommuneplanen 2019 har sat for byens udvikling samt understøtte arbejdet frem mod vedtagelse af en ny Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024. Teamet har en vigtig rolle i at sørge for, at byen udvikles, så den kan rumme den forventede befolkningsvækst, samtidig med, at byen udvikler sig i den rette økonomiske, sociale og bæredygtige balance.

Vi kan tilbyde en hverdag på Københavns Rådhus, hvor du sammen med engagerede kolleger kan gøre en forskel på et område med stor politisk bevågenhed. Du vil få indgående kendskab til Københavns Kommunes byudvikling og mulighed for at skabe dig et bredt netværk i kommunen.

Vi er et team med et godt kollegaskab i en sjov og spændende hverdag, og vi prioriterer både vidensdeling i sparring og inspiration fx i form af ture ud af kontoret højt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Økonomiforvaltningen er en fleksibel arbejdsplads f.eks. med mulighed for hjemmearbejde. Vi lægger vægt på personlig udvikling og gennemfører kompetenceudvikling for alle medarbejdere.

Stillingen ønskes besat fra den 1. august 2023 og har udløb den 31. december 2025.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte bystrategisk chef Kenneth Horst Hansen på 5191 9126.

Søg via linket senest søndag den 11. juni 2023

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=191973&DepartmentId=19785&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5834264

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet