Danske Hospitalsklovne søger udviklingskonsulent

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at gøre en forskel for syge og sårbare børn gennem udvikling af nye indsatser? Har du erfaring med facilitering, projektudvikling og opbygning af partnerskaber? Og har du en skarp og kreativ pen? Så er du måske vores nye udviklingskonsulent i Danske Hospitalsklovne.

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende velgørende organisation, der styrker livsglæden og livsmodet hos mennesker, der er ramt af sygdom. Vi møder hvert enkelt menneske med humor og nærvær i en poetisk, legende og fantasifuld verden og vi inviterer og inspirerer andre til at gøre det samme.

Vi oplever en stigende efterspørgsel på hospitalsklovnenes fokus på kreativitet, nærvær og omsorg i sundhedsvæsenet og derfor har vi en ambitiøs strategisk målsætning om at udvikle nye tilgange og metoder til at hjælpe endnu flere mennesker i sygdom og sårbarhed. Vi søger nu en dygtig udviklingskonsulent, der kan hjælpe os med at omsætte visioner og muligheder til virkelighed.

Om jobbet
Som udviklingskonsulent bliver din vigtigste opgave at facilitere udvikling af nye indsatser i Danske Hospitalsklovne og sikre fondsmidler til disse indsatser. Lige nu er vores fokus på at videreudvikle vores indsats i børne- og ungepsykiatrien samt at udvikle en helt ny indsats på demensområdet, men på sigt ønsker vi at udvikle nye indsatser for børn og unge i sygdom og sårbarhed med afsæt i hospitalsklovnenes stærke artistiske og kunstneriske faglighed.

Det er vigtigt for os, at udvikling af nye initiativer sker med afsæt i målgruppens behov og i tæt samarbejde med hospitalsklovnene. Du får derfor en vigtig opgave i at inddrage vores målgrupper i programudviklingen i tæt samarbejde med vores videns- og læringskonsulent samt at sikre, at hospitalsklovnene inddrages i udviklingsprocesserne. Derudover får du en vigtig rolle i at bidrage til udviklingen af nye partnerskaber og projektsamarbejder med fonde og andre relevante organisationer.

Om dig
Du har erfaring med at facilitere inddragende udviklingsprocesser, der giver vilde ideer luft under vingerne og samtidig munder ud i et klart og realiserbart projekt. Du har godt styr på både projektdesign og kreative faciliteringsgreb og du er nysgerrig på at udvide din værktøjskasse med endnu flere værktøjer.

Derudover forestiller vi os at du:

  • Har et godt kendskab til fondssektoren i Danmark og erfaring med at skrive fondsansøgninger og udvikle fondspartnerskaber.

  • Har en skarp og kreativ pen, der kan formidle hospitalsklovnenes helt særlige artistiske faglighed til forskellige målgrupper.

  • Er en god projektleder, der formår at sikre fremdrift og levere resultater af høj kvalitet.

  • Har stærke samarbejdsevner og er god til at skabe relationer både på tværs af organisationen og med eksterne partnere.

  • Har en god strategisk og organisatorisk forståelse og et blik for bevægelse og nye strømninger i samfundet.

  • Har en relevant videregående uddannelse og mindst 5 års erfaring fra lignende stillinger, gerne fra andre NGO’er.

Derudover er du imødekommende, empatisk og humoristisk og du trives i uformelt arbejdsmiljø, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Samtidig er du fleksibel og indstillet på at bidrage til opgaveløsningen på tværs af afdelingen. Det er en fordel, hvis du også har kendskab til kommunale partnerskaber og/eller sundheds- og omsorgssektoren, og dermed kan være brobygger mellem det sundhedsfaglige og det artistiske felt i organisationen.

Vi tilbyder dig
Der er tale om en fuldtidsstilling baseret på vores farverige kontor i København NV, hvor der er et rart arbejdsmiljø med høj faglighed. Du bliver en del af afdelingen for Program og Udvikling, der består af en Program- og Udviklingschef, en Projektleder, en Videns- og læringskonsulent, samt to studentermedhjælpere. Derudover har afdelingen to fast tilknyttede hospitalsklovne, som er artistisk ansvarlige for udvikling af psykiatri- og demensområdet. Afdelingens vigtigste opgaver er at udvikle og implementere nye strategiske projekter og programmer samt at varetage foreningens samlede videns- og læringsområde.

Danske Hospitalsklovne har 61 professionelt uddannede hospitalsklovne, 12 klovnelærlinge under uddannelse og 25 sekretariatsmedarbejdere. Vi samarbejder med børneafdelingerne på alle hospitaler i Danmark og en større gruppe af børne- og ungepsykiatriske afdelinger samt institutioner på specialområdet. Samtidig er vi ved at udvikle en ny indsats på demensområdet i samarbejde med kommuner og plejehjem.

Ansøgning
Motiveret ansøgning, CV og evt. relevante bilag sendes senest 8. juni. Forventet ansættelse pr. 1. august eller snarest muligt derefter.
Du er velkommen til at kontakte Program og Udviklingschef Cecilie Dinesen på tlf. 43143030, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Vi planlægger at afholder 1. samtaler 15-16. juni og 2. samtaler 22-23. juni. Der vil indgå test og en skriftlig opgave i ansættelsesforløbet.
Vi opfatter mangfoldighed som en styrke og alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Danske Hospitalsklovne, Bygmestervej 10, 1. sal, 2400 København NV

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://danskehospitalsklovne.hr-on.com/show-job/148609?linkref=108177&locale=da_DK

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5835763

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet