De nordiske mesterskaber i bridge for juniorer sluttede som en stor rød/hvid succes. Danmark vandt guld i tre af de fire rækker: U26, U26 W (kvinder) og U16. Desuden blev det til bronze i U21-rækken.
En af guldvinderne er Johanna Grunnet Hvid, der begge bor i Bagsværd. Johanna spillede for det danske U16 landshold til NM 2025.
“Vi er meget stolte af, at vi har så dygtige juniorspillere i Danmark. De unge er jo fødekæden til, at vi også har turneringsbridge på både nationalt og internationalt plan i fremtiden,” siger Charlotte Fuglsang, direktør for Danmarks Bridgeforbund.
Succesen står ikke alene. I 2023 vandt Danmark guld i U21-rækken ved VM i Holland. Danmark er i det hele taget en stærk bridgenation. Således er vores seniorhold regerende verdensmestre fra 2023 og skal forsvare titlen på hjemmebane i Herning senere i år.
”Succeserne viser, at bridge er for alle og samtidig kan fungere som brobygger mellem generationerne,” understreger Charlotte Fuglsang.
Junior-NM blev afholdt i påsken i Middelfart. Turneringen havde deltagelse af landshold fra Danmark, Sverige, Norge og Finland.
De danske medaljehold
U26 – Guld
U26 W – Guld
U21 – Bronze
U16 – Guld
Fakta om bridge
- Bridge er et kortspil for fire personer.
- Den moderne version, kontrakbridge, blev opfundet i 1925.
- Bridge spilles over hele verden, og der afholdes internationale mesterskaber for både hold og par. Der konkurreres i både åben række samt dame-, mixed-, senior- og juniorækker.
- Danmarks Bridgeforbund blev stiftet i 1939 og har i dag omkring 20.000 medlemmer fordelt på 300 klubber.
- Bridge dyrkes af blandt andre Bill Gates, Warren Buffett og dronning Margrethe.